Spareråd
Indstilling af varmeanlæg
Her finder du hjælp til indstilling af dit varmeanlæg
Klik på den beskrivelse der passer til dit anlæg.
Beskrivelserne er i PDF-format og åbnes i et nyt vindue
Temperaturen
En temperatur på 21 grader celcius er passende for de fleste i de fleste opholdsrum.
For hver grad temperaturen hæves forøges varmeforbruget med 5 – 6 %
Brug altid alle radiatorer i samme rum. Det giver en bedre varmekomfort og besparelse på varmeudgifterne.
Den enkelte radiator skal helts være kold forneden. Radiatoren bør ikke tildækkes eller afskærmes. Gardiner og større møbler bør ikke skærme for radiatoren.
Radiatortermostater
Hvis du ikke har det i forvejen, er det en god ide at få installeret radiatortermostater. Så udnytter man nemlig gratis varme fra solen, lamper, TV og mennesker i stuen. Termostaten sørger automatisk for, at der konstant er den ønskede temperatur i et rum. Hvis der f.eks. er mange mennesker i stuen, eller solen skinner, kan ventilerne lukke helt ned, selvom det er koldt udenfor. Hvis du derimod ikke kan opnå 21ºC, selvom det er koldt udenfor, er der noget galt.
Føleren, der registrerer temperaturen kan være indbygget i håndtaget eller sidde et helt andet sted. Føleren må derfor ikke tildækkes af gardiner, møbler eller lignende. Den bør heller ikke placeres således at solen skinner direkte på den.
Indstilling/justering af radiatortermostater
Brug et godt termometer, når du skal indstille termostaten. Du skal placere termometeret på en indervæg i ca. 1,5 meters højde.
Stil termostaten i en mellemstilling. Efter et par timer kan du kontrollere, om temperaturen er passende. Stil derefter termostaten lidt op eller ned indtil den ønskede temperatur er fundet.
Men husk – der kan godt gå 1-2 timer før reguleringen kan mærkes.
Når du har opnået den ønskede temperatur, kan du sætte en markeringsstreg på ventilen med en spritpen eller en kuglepen.
Returtermostater
Ældre fjernvarmeanlæg har ofte termostaten siddende på returløbet fra radiatoren, og termostaten føler på vandtemperaturen fra radiatoren. Sådan en ventil kaldes en returtermostat og er især velegnet hvor der er kubikmeter- afregning.
Returtermostaten sørger for en konstant temperatur på fjernvarmevandet, når dette har passeret gennem radiatoren. Returtermostaten udnytter kun i ringe grad gratis varme fra solen og lamper, TV m.v.
Returtermostaten skal jævnlig indstilles i takt med vejrets ændringer og man skal huske at stille alle termostaterne i samme rum.
Indstilling af returtermostater
Følerne på returtermostaten registrerer vandtemperaturen i radiatoren og må godt sidde bag et gardin eller lignende. Når man åbner for ventilen, løber der straks en del vand igennem, og dette kan ofte høres. Efter kort tid har vandet nået den nye indstillede temperatur, og herefter løber det roligt og lydløst igennem radiatoren.
Brug et godt termometer når du skal indstille termostaten. Du skal placere termometeret på en indervæg i ca. 1,5 meters højde.
Stil termostaten i en mellemstilling. Efter et par timer kan du kontrollere om temperaturen er passende, stil derefter temperaturen lidt op eller ned indtil den ønskede temperatur er fundet.
Husets rum
Der må godt være forskel på temperaturen i forskellige rum i huset/lejligheden, men ikke for meget. F.eks. er det måske nok med 16-18ºC i soveværelset.
Hvis temperaturen i et rum holdes lavere end i andre rum bør dørene være lukket.
Kommer temperaturen ned under 14ºC i et rum, som måske slet ikke bliver brugt, kan det skade bygningen. Rummet kan også trække varme fra andre rum og give fodkulde og evt. fugtproblemer.
Sørg derfor for, at temperaturen i et rum er altid mindst 14ºC.
Udluftning
Vi trives bedst i frisk luft. Stillestående luft i boligen optager bl.a. fugt og bliver iltfattig, hvorfor der skal luftes ud flere gange om dagen. I forbindelse med madlavning og bad kan en ekstra udluftning anbefales.
Den bedste måde at lufte ud på er at skabe gennemtræk 5-6 minutter. Det giver den ønskede luftfornyelse uden at vægge og møbler afkøles.
Er radiatorerne med termostatventiler, skal ventilerne lukkes under udluftningen.
Fugt
Du kan undgå fugtproblemer ved at sørge for at temperaturen aldrig kommer under 14ºC. Samtidig skal der være hyppig udluftning i rummet – og stil aldrig møbler m.v. helt op ad kolde ydervægge.
Hvis der kommer dug i hjørnerne af termoruder, er der for fugtigt i rummet. Det er også godt at sikre sig, at der er aftræk eller udsugning i køkken og badeværelse.
Desuden giver det et bedre indeklima, hvis du får monteret udluftningsventiler i opholds- og soverum.
Klimastyring
Klimastyring (tidsstyring) kan være en praktisk og energibesparende foranstaltning.
Undlad at lukke helt for varmen om natten. Temperaturen bør ikke komme under 14ºC.
Den ideelle temperatur i soveværelset er 16-18ºC.
Er der cirkulationspumpe på varmtvandsforsyningen, vil en tidsstyring betyde både sparet el- og varmeforbrug.
Nogle fjernvarmeanlæg er udstyret med automatik, der styrer radiatoranlægget. Automatikken sikrer, at det vand der sendes rundt i husets radiatorer, ikke er varmere end udetemperaturen kræver. Automatikanlæg skal indstilles i overensstemmelse med anvisningerne, og man skal huske jævnligt at kontrollere, om anlægget fungerer tilfredsstillende.
Tvungen afkøling
Karup Varmeværk har tvungen afkøling af fjernvarmevandet hos forbrugerne. Der indføres en afkøling på minimum 30 grader. For hver grad afkølingen er herunder tillægges kWh forbruget med 1 %.
Har du f.eks en indgangstemperatur på 60 grader og en udgangstemperatur på 30 grader, så har du en afkøling på minimum 30 grader, men har du en indgangstemperatur på 60 grader og en udgangstemperatur på 50 grader, ja så har du kun en afkøling på 10 grader. Det vil både blive dyrt for dig og fjernvarmeværket.
Formålet med en sådan ordning er, at få så god økonomi i varmeværket som muligt. Det er nemlig sådan, at jo større afkøling af fjernvarmevandet vi har i vores bolig, jo mindre ledningstab vil der være i vores eksterne ledningsnet. Det i sig selv vil give en bedre økonomi til gavn for os alle.